Af Jens Lunn, Managing Director i AS3 Executive. Bragt som debatindlæg i FINANS
Som topchef bliver man fyret på et tidspunkt. Det kan man lige så godt indse. Det centrale er, hvordan man kommer tilbage på sporet og genvinder kontrollen.
To gange er jeg faldet fra toppen. Begge gange kom det som et lyn fra en klar himmel. Afskedigelser på toplederniveau kommer sjældent med et varsel. De sniger sig ind på dig som en tyv om natten. Det er et vilkår, du accepterer den dag, du takker ja til jobbet. Men det er også et vilkår, du sjældent for alvor forstår konsekvensen af, før du står midt i stormen.
Første gang sad jeg i Columbia med mit tredje, nyfødte adoptivbarn på skødet, da telefonen ringede. Et vigtigt møde om organisationsændringer som ikke kunne udsættes, til jeg var tilbage i Danmark. Organisationsændringer som ville halvere mit ansvarsområde og min medarbejderstab.
Mig, der febrilsk og frustreret forsøgte at mane til eftertanke og ro. Min chef, urokkelig og hård. ”Hvis du ikke er med, er du ude.” Mellem første og anden telefonsamtale vidste jeg, at jeg aldrig ville få tilliden igen. Bruddet var uundgåeligt, og fyringen en realitet længe inden, jeg satte fødderne på dansk jord igen. Et barn rigere og et job fattigere.
Mange år senere skete det igen. Man skulle tro, jeg var bedre forberedt anden gang men nej, også denne gang var paraderne nede, og slaget sendte mig nok engang en tur i gulvet. Jeg havde netop afsluttet et gyldent år i daværende virksomhed. Skrevet julekort til mine medarbejdere og holdt julefrokost med hovedet fuld af boblende optimisme og vækstplaner for det kommende år.
Jeg var glad, nærmest lykkelig og så det ikke komme. Selvom signalerne var der. Et bestyrelsesmøde først i det nye år, hvor mine vækstplaner blev bremset. En ændring i fokus og dagsorden, som ikke var til at tage fejl af. Alligevel lavede jeg ikke koblingen, da jeg blev kaldt til møde med bestyrelsesformanden med kun 16 timers varsel.
Først da jeg ser ham komme mig i møde med et krus te i den ene hånd og en kop kaffe i den anden, forstår jeg, den er gal. ”Ja Jens, vi skal desværre tage afsked i dag”, sagde han. Mit hjerte slog en kolbøtte, og jeg begyndte at rable løs om alle de planer og spændende tiltag, jeg havde gang i. Ville ikke, kunne ikke forstå.
Den dag i dag, kan jeg ikke høre spørgsmålet ”Kigger du lige forbi til et hurtigt møde” uden at hårene rejser sig. Lige dér, er jeg ramt på livstid.
I dag rådgiver jeg topledere, der på den ene eller anden måde, er havnet i samme situation. Oftest lige så uforberedt. Det hænder, at mine kandidater spørger mig, hvad jeg selv gerne ville have vidst dengang, det skete for mig.
Jeg starter altid med at forklare, at der ikke findes en gnidningsfri vej gennem en toplederkarriere. Knubsene kommer, og du kan ikke styre det. Kneb, tricks og genveje er der nemlig ingen af.
Men selvom du mister styringen for en stund, betyder det ikke, at du ikke kan generobre den. Og jeg bilder mig selv ind, at havde jeg vidst bare én af de ting, jeg deler med dig her, kunne jeg have sparet mig selv for mange frustrationer og fejltagelser.
Her de tre vigtigste ting, jeg lærte på min vej:
1. Dit netværk er ikke et tag-selv-bord
Jeg hører tit sætninger som »husk at bruge dit netværk«, og hver gang studser jeg over formuleringen.
Ordet ”bruge” klinger nemlig helt forkert i mine ører. Dit netværk er ikke et serviceorgan, du kan opsøge efter behov. Tværtimod er det en ligeværdig relation mellem dig og andre ligesindede. Den bygger på en usynlig, forpligtende kontrakt med begreber som gensidig respekt, interesse og generøsitet under paragrafferne.
Det er egentlig ret enkelt. For at gro og trives, skal dit netværk passes og plejes. Derfor nytter det ikke noget, at du først kaster dig over det, den dag du selv har behov for hjælp. Gør dig selv den tjeneste at pleje dit netværk i både gode og dårlige tider. Meld dig på banen, giv dit bidrag og vær dén, der rækker hånden frem, når andre har brug for hjælp.
Den erkendelse havde jeg ikke for 15 år siden, da fyresedlen landede på mit bord for anden gang. Jeg var tværtimod forhippet på at ”bruge” mit netværk, og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Næppe var døren smækket bag mig, før mit CV var i cirkulation, møder var booket og en hale af Linkedin-forespørgsler sendt ud. Jeg var usikker, sårbar og utålmodig. Ikke ligefrem en god cocktail, når det gælder frugtbare og konstruktive dialoger med mennesker i dit netværk.
Kunne jeg ændre noget i dag, havde jeg manet mig selv til besindighed. I stedet for at flashe mit CV i øst og vest, ville jeg fokusere på at dele min viden, skabe begejstring og vinde folks tillid og interesse. Først derefter kunne jeg gøre mig håb om, at de rigtige døre og muligheder ville åbne sig for mig.
2. Du vil aldrig være forberedt, men du kan forberede dig
Helt forberedt på en fyring, bliver man nok aldrig. Alligevel er forberedelse givet godt ud.
Lad mig give et konkret eksempel. Da jeg sad dér med mit yngste barn på skødet i Columbia, ville jeg ønske, jeg havde forberedt mig bedre. At jeg havde en exitplan klar i skuffen, jeg kunne konsultere og støtte mig til.
For når man står med en fyreseddel i hånden, er der vigtige beslutninger, der skal træffes, forhandlinger du skal gennemføre og masser af kontraktuelle spidsfindigheder. Det er mildt sagt udfordrende, hvis ikke umuligt, uden en gennemarbejdet handleplan.
Mit råd er derfor: Lav planen i tide og sørg for, at du som minimum har et overblik over din aktuelle kontrakt. Lav et udkast til, hvad du vil sige internt og hvilken historie om dit exit, du går ud med eksternt. En oversigt over, hvem du skal holde møder med i dagene efter og om hvad. Kontakt en ekstern jurist eller ekspert, som kan bistå dig i forhandlinger. Og sidst men ikke mindst: Lav en liste med dine vigtigste kontakter og netværk som vel og mærke ikke ligger på din arbejdsmail.
Vigtigst af alt: Undgå, at bitterheden og vreden tager over. Jo mere professionelt og positivt, du tackler din opsigelse, jo stærkere står du fremadrettet.
3. Du kan ikke skynde dig til afklaring
Når granatchokket rammer, tager krybdyrhjernen over. Flugt eller kamp virker som de eneste oplagte muligheder. Du mister fodfæstet for en stund og får instinktivt lyst til at reagere og handle.
Mit bedste råd: Lad være. Risikoen for, at du fortryder, er alt for stor. Handlinger gjort og beslutninger truffet i affekt, er sjældent særligt gode.
Tro mig, jeg har været der. Lynhurtigt videre i nyt job, selvom det betød, at jeg måtte gå på kompromis med mine egne værdier. Dengang troede jeg, at al bevægelse var bedre end stilstand. I dag er jeg heldigvis klogere.
Betyder det så, at du skal sætte dig på gulvet og meditere i månedsvis? Nej, ikke nødvendigvis. Men du skal erkende, at det tager tid at forstå og bearbejde det stormvejr, du har stået i. Og det tager tid at afdække, hvad det næste rigtige skridt i din karriere er.
Lad være med at lade tilfældigheder råde eller blive besnæret af den første og den bedste mulighed, der viser sig. Undgå også at lade headhuntere dirigere, hvilken vej du skal gå. Det er sjældent den rigtige, og ofte har han eller hun mere virksomhedens end dit bedste for øje.
Tro i stedet på, at graver du dybt nok og gør din forberedelse godt, så venter det rigtige job på dig. Det kræver tålmodighed, og at du forbliver tro mod dine egne værdier, mål og ambitioner. Som topchef investerer du så meget af dig selv og dit liv i jobbet, at det pinedød skal være det rigtige.
Gennem roen kommer afklaringen, og jo mere kontrol, du tager over situationen, jo mere sikrer du, at dit næste job bliver et, du selv aktivt har valgt til.