FAGLIG VIDEN - BESØG EXECUTIVE CORNER

Overvejer du en bestyrelseskarriere?

Mange virksomhedsledere og topchefer når til et punkt i karrieren, hvor de får lyst til at engagere sig i bestyrelsesarbejde. Her giver Martin Aagaard (Director of Executive Services i AS3 Executive) sine bud på, hvad en bestyrelseskarriere kræver.


Af Martin Aagaard,
Direktør, AS3 Executive Services

Lad det være sagt med det samme; en bestyrelseskarriere er ikke en lukrativ retrætepost, der følger automatisk efter mange år i direktørstolen. En bestyrelseskarriere kræver forberedelse, og det er aldrig for tidligt at begynde.

Som rådgiver for opsagte direktører møder jeg ofte forventningen om, at næste skridt skal være en bestyrelseskarriere på fuld tid. Forventningen er som regel underbygget med gode intentioner, vægtige argumenter og flotte cv’er, men sjældent med reel viden om, hvad bestyrelsesarbejdet kræver og indebærer.

Derfor har jeg samlet en håndfuld af, hvad jeg mener er primære råd og tips til de, som er nybegyndere i bestyrelsesfaget – undervejs såvel som sent i karrieren. 

Honoraret skal ikke være den primære motivation

Hvis du forestiller dig, at du vil have en bestyrelseskarriere på fuld tid, og du samtidig ønsker at opretholde, hvad der svarer til en direktørløn, skal du være forberedt på, at der skal flere bestyrelsesposter til. En bestyrelsespost kræver som regel, at du deltager i minimum et månedligt møde, og at du løser opgaver for virksomheden derimellem. 

I små og mellemstore virksomheder ligger bestyrelseshonoraret ofte omkring kr. 50 – 75.000 om året. Selvfølgelig er der de store C20 virksomheder, som betaler væsentligt mere, men de er både få og stiller store krav til kompetencer og erfaring.

Du bliver valgt på dine kompetencer

De hastige forandringer og nye udfordringer, som møder erhvervslivet i disse år, afspejler sig i måden bestyrelser sammensættes på. Fx skaber øget globalisering, digitalisering og teknologisk udvikling behov for stadig nye kompetencer i bestyrelseslokalerne.

Derudover er der nogle helt basale discipliner, som ethvert bestyrelsesmedlem bør kende, herunder regler og ansvar, jura og økonomi, men vigtigst af alt,  dokumenterede resultater fra en relevant direktionspost.

 Så for at komme i gang, skal du dels gøre dig bevidst om, hvilke særlige faglige kompetencer du har. Strategiske og ledelsesmæssige kompetencer er som regel det absolutte minimum. Dertil kommer særlige kompetencer, som kan tilføre værdi inden for en bestemt branche og de udfordringer, som præger denne branche. Dette arbejde kan du fx få hjælp til hos din rådgiver hos AS3 Executive.

Dels skal du gøre dig bevidst om juraen, økonomien og ansvaret. Her findes der både konferencer, konferencer og lang række mulige bestyrelsesuddannelser. Få en snak med din rådgiver om hvilken uddannelse der passer bedst til dig.

Netværk er den korteste vej til bestyrelsesposter

Bestyrelser er der mange af i dansk erhvervsliv i både nystartede samt mindre og mellemstore virksomheder. Til gengæld er det næsten umuligt at vide, hvornår og for hvem døren til bestyrelseslokalet bliver åbnet. Oftest slås stillingerne ikke op, fordi posterne – ligesom de fleste topposter i øvrigt - bliver besat via netværk.

Derfor er det vigtigt, at du aktiverer dit netværk, skærper din Linkedin-profil og tydeliggøre hvilke kompetencer du kan bidrage med i en potentiel bestyrelse. Vis med andre ord, hvad du vil, og hvad du kan.

Begynd benarbejdet nu

Uanset, om du ønsker at kaste dig ud i bestyrelsesarbejdet nu eller senere, kan du ligeså godt begynde forberedelserne. Sæt dig ind i, hvad arbejdet kræver. Find ud af, hvad du vil, og hvad du kan og vil bidrage med.

Hvilke virksomheder går du efter? Hvad er din motivation? Find ud af, hvilke kompetencer du evt. mangler og skal til at opbygge. Gå ud i dit netværk og undersøg dine muligheder. Måske skal du starte pro bono for at opbygge erfaring.

Vil du i kontakt med os?
Ledende medarbejdere i AS3 Executive Martin Aagaard