Af Jens Lunn, Managing Director i AS3 Executive. Artiklen er også bragt som debatindlæg i Finans
Forestillingen om toplederen som en slags supermand, en halvgud uden fejlbarlighed, trives i bedste velgående i mange virksomheder. Det er en skam, for moderne organisationer har ikke brug for overmennesker, men ledere af kød og blod, der tør dele både sejrene og fiaskoerne – sikkerheden og usikkerheden.
For nyligt delte jeg åbent og ærligt min personlige oplevelse med fyringer gennem mit arbejdsliv. For ærligt, vil nogen måske sige.
Responsen fra mit netværk var ikke til at tage fejl af.
”Hvor er du modig”, ”Sikke et befriende ærligt skriv”, ”Fedt, at du tør dele noget så sårbart”.
De mange likes, kommentarer og personlige henvendelser i indbakken fik mig til at reflektere over, hvad der egentlig er på spil, når vi som ledere lader masken falde og toner rent flag.
Hvorfor opleves det i 2021 stadig som modigt, vildt og nærmest grænseoverskridende, når en leder viser en flig af den sårbarhed, som vi alle rummer? Og hvorfor er der ikke flere ledere, som tør sænke paraderne og dele det svære og uperfekte?
Mange topledere hylder fortsat et forældet glansbillede af den stærke leder: Den heroiske, karismatiske og benhårde chef, som løser opgaven uden tvivl og tøven – og ser godt ud, mens det sker.
Det er et glansbillede, vi har brug for at tage et opgør med. At vise sårbarhed er nemlig en af de vigtigste kvaliteter for den moderne leder.
Sårbarheden giver troværdighed
Når jeg anbefaler topledere at blotte sårbarheden overfor deres medarbejdere, møder jeg ofte undren og tvivl.
”Er sårbarhed ikke noget, der hører til privatlivet?”, ”Mister jeg ikke respekt, hvis de ved, hvor mange fejl, jeg begår?”
At stille sig selv de spørgsmål er fra mit perspektiv en klokkeklar fejl. For mig at se er der i hvert fald tre gode grunde til, at moderne topledere skal begynde at udvise sårbarhed i deres ledelse.
For det første, og vigtigst af alt, er åbenhed omkring egne fejl og mangler nøglen til at skabe et tillidsfyldt og troværdigt forhold til sine medarbejdere. Når man som leder åbner sig op og fortæller om en fyring eller fejlvurdering, konfronteres medarbejderne med et helt menneske af kød og blod – ikke en maskine styret af KPI’er og regneark. Og når alt kommer til alt, knytter vi os som mennesker til andre mennesker og ikke til nøgletal.
For det andet stiller de nye generationer helt andre krav til deres ledere. De er rundet af sociale medier, hvor åbenhed og konstant feedback er den gangbare valuta. Vil man i dag lede talenter, bliver man nødt til at skabe en ledelsesrelation, de kan forholde sig til, og som de kan være trygge i. Og det medbærer altså, at man som leder tør åbne sig op og skabe ærlige relationer med sine medarbejdere.
For det tredje bliver virksomhederne i stigende grad ledet med afsæt i værdier og samfundskontrakt. Det handler i dag om at skabe grønne tal på bundlinjen, uden det sker på bekostning af samfundet omkring dem. Det stiller høje krav til ledernes moralske og etiske kompas. Ledere vil i dag ofte befinde sig i situationer, der ikke kan besvares sort eller hvidt, men tværtimod kræver, at man som leder tør blotte sig og inddrager medarbejderne i beslutningsrummet.
Jeg plejer at sige, at personen er vigtigere end funktionen. At være en succesfuld topleder på den lange bane er betinget af, at man som person tør vise sine medarbejdere et helt menneske med alle de fejl og mangler, der måtte følge med.
Du har også fejl. Fortæl om dem
Nogle topledere lever i den illusion, at de næsten aldrig begår fejl eller oplever fiaskoer. Til dem, kan jeg kun sige: enten lyver du for dig selv, eller også lyver du for omverdenen.
Det er et faktum, at mere end halvdelen af alle topledere har prøvet at blive fyret. De kender alle til usikkerheden og har begået talrige fejl. De er formet mindst lige så meget af den modvind, de har oplevet, som de succeser, de har fejret.
Jeg er overbevist om, at fremtidens lederskab har brug for sårbarheden. At lede store, komplekse fællesskaber i en tid præget af stadig hastigere forandringer og uforudsigelighed, kræver nemlig den ultimative styrke og det mod, som sårbarheden i virkeligheden er udtryk for.
Derfor er min opfordring til topledere: vis din sårbarhed. Fortæl om dine fiaskoer. Fortæl om din fejlbarlighed.
Når vi er sårbare, træder vi uden for vores komfortzone og vover os ud dér, hvor vi har allerstørst potentiale for at udvikle os selv og de organisationer og medarbejdere, vi leder.
Tør du?